I Odder Kommune er næsten halvdelen af alle coronasmittede mellem 40 og 59 år

Odder har den sidste uge set sin første store stigning i coronasmittede, men i Odder er det ikke de unge, der er smittede. Det er derimod aldersgruppen mellem 40 og 59, som står for 45 procent af de smittede i Odder.

Et billede, der indeholder person, mand, bygning, ser

Automatisk genereret beskrivelse
Smittetallet er generelt stigende i Odder. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix

Af Johanne Thordahl

 I Odder er der den seneste uge blevet konstateret 22 tilfælde af corona, men hvor man på landsplan har set, at det var de unge mellem 20-29, der løber med prisen som den mest smittede aldersgruppe, ser det anderledes ud i Odder. Her er det i stedet aldersgruppen mellem 40 og 59, der i Odder udgør 45 procent af de smittede.

På landsplan udgør samme befolkningsgruppe 31 procent, hvilket viser, at de smittede 40-59 årige i Odder generelt udgør en større andel end det ses på landsplan.

Svært at placere smitten
Ifølge Jette Lorenzen, som er direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune, er det svært at se om den udbredte smitte blandt de midaldrende skyldes et bestemt arrangement.

”Odder er en pendlerby, hvor folk kommer ind og ud, så det er svært at isolere sig som by,” siger social- og sundhedsdirektøren.

Det er altså svært at holde smitten ude, og derfor opfordrer hun til, at man er meget opmærksom på at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og arbejde hjemme, hvis det er muligt.

Ingen smittede på plejehjem
Selvom smitten stiger, er den heldigvis ikke nået videre til den ældre del af befolkningen.

”I Odder ligger de fleste ældreboliger og plejecentre på et plan, og mange steder har man havedøre. Det betyder, at vi har kunnet begrænse mængden af mennesker på gangene,” siger Jette Lorenzen.

Hun håber, at det ikke kommer så vidt, at smitten breder sig til den ældre del af befolkningen, men at det snart stilner af.