Borgermøde om Kattegatforbindelsen: Tilslutning overrasker, men det lokale fokus udebliver

Mandag aften løb det virtuelle borgermøde om Kattegatforbindelsen af stablen. Ifølge arrangørerne var der langt større tilslutning end forventet. Nogle borgere føler sig dog glemt i hele projektet, og arrangørerne erkender også, at der var for lidt fokus på de lokale påvirkninger.

På det virtuelle borgermøde fremlagde Vejdirektoratet, Sund & Bælt og Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen deres planer og visioner for den eventuelle Kattegatforbindelse. Her ses
Vejdirektoratets projektchef, Ulrik Larsen. Foto: Simon Kirkegård

Af Emil Toudal Berg Rasmussen og Simon Kirkegård

Mange borgere var mødt virtuelt op, da Vejdirektoratet mandag aften holdt online borgermøde om Kattegatforbindelsen. På mødet fik borgerne fra Odder og resten af Østjylland mulighed for at stille spørgsmål og lufte deres bekymringer om projektet. Det viser sig dog, at borgerne ikke føler sig hørt i sagen om den kommende forbindelse.

Overhørte stemmer
Mange borgere luftede deres holdninger til Kattegatforbindelsen under borgermødet mandag aften. Der synes især blandt borgerne fra Odder, at gemme sig en følelse af, at de er blevet glemt i et nationalt projekt. Derudover mener mange borgere, at der manglede et mere lokalt fokus på mødet i går aftes.

“Jeg bed mærke i, at det var embedsmænd der stod og aflagde rapport. Det kunne lige så godt være politikere de talte til. De fokuserede alt for meget på økonomi og regneark i forhold til borgernes bekymringer om natur, trafikstøj og klimabelastning,” siger Morten Telling, stifter af facebookgruppen ‘Kattegat Nej Tak’.

Sund og Bælts projektchef, Frederik Fisker, vedkender også, at mødet havde et lidt for generelt fokus, og indrømmer, at de har fået kritik for ikke at have nok fokus på den lokale påvirkning i Østjylland.

“Vi har skullet lave en afvejning af, hvilke emner vi kunne nå omkring på mødet, men vi skulle måske have haft et større fokus på det lokale, og hvilke påvirkninger en forbindelse vil have,” siger Frederik Fisker.

Borgernes dagsorden
Det stod klart, at borgerne dels er bekymrede men også nysgerrige på, hvilke konsekvenser en eventuel Kattegatforbindelse vil få for lokalsamfundet i Odder-området. Støj var et af de emner, der dominerede strømmen af spørgsmål, og der var generelt en bekymring for, at støjgener fra både motorvej og togforbindelse vil komme til at spolere den fred og ro, der kendetegner oplandet omkring Odder.

En anden stor bekymring er projektets fysiske indflydelse på den omkringliggende natur og Odders mange rekreative områder, som især findes langs kysten, præcis de steder Vejdirektoratet har udpeget som mulige overgangspunkter. 

Her ses de overgangspunkter Vejdirektoratet fremlagde ved mødet i går aftes. Enten vil forbindelsen blive ført ud nord for Hou, eller længere sydpå ved Gyllingnæs, begge med forbindelse til E45 længere inde i landet. Foto: Emil Rasmussen

Større deltagelse end forventet
Trods kritikken er Frederik Fisker meget overrasket over borgernes engagement til informationsmødet og meget positiv over den store deltagelse. Der var i alt 930 borgere, der så med og kunne stille spørgsmål i løbet af aftenen.

“Mødet gik meget bedre, end vi havde håbet, og der var langt flere deltagere, end vi havde regnet med. Jeg er ret overrasket over, at borgerne havde så mange spørgsmål,” siger Frederik Fisker.

Han tilføjer dog, at en online løsning ikke kan erstatte et fysisk møde, men at det under omstændighederne var et godt alternativ taget coronasituationen i betragtning.

Billigere end først antaget
Tidligere har det været anslået, at en Kattegatforbindelse med vej og jernbane ville løbe op i 136 milliarder kroner. Til mødet afslørede Frederik Fisker dog, at en samlet pris på 116 milliarder kroner var mere realistisk, da man har vedtaget, at jernbaneforbindelsen ikke skal håndtere godstog. Derfor skal broen ikke kunne modstå lige så høj belastning, og den kan derfor konstrueres billigere end tidligere forventet.