I Odder går det godt – når der lægges budget

Da budgetaftalen blev stemt igennem mandag eftermiddag, var det med bredt flertal og skulderklap. Kun Dansk Folkeparti og Konservative stemte imod på grund af uenighed om udvikling af bymidten og skolestruktur.

Byrådet i session den 6.oktober. Foto: Skærmbillede fra mødet

af Johanne Thordahl

‘Tak for en god proces’, blev der sagt gang på gang, da budgettet for 2021-2024 blev stemt igennem med et bredt flertal på 16 af byrådets 19 medlemmer. Det var kun Dansk Folkeparti og de Konservative, der stod udenfor aftalen i sidste ende. 

”Der har været en rigtig god velvilje blandt politikerne om at få lavet en god aftale,” siger Jan Gade, der er medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget for Venstre.

De seks vigtigste punkter i budgettet: Skolestrukturen fastholdes Børneområdet får et løft med minimumsnomeringer og flere pasningspladser Øget trafiksikkerhed og flere cykelstier Fokus på grøn udvikling Oprettelse af folkeparken Flere færgeafgange til Tunø

Han er specielt stolt af det løft, som børneområdet og trafiksikkerheden får og ikke mindst, at man har fået sat 7,5 mio. kroner til en ny folkepark, der er første del af tre projekter, der skal live bymidten op.

Folkeparken som benspænd

Martin Mikkelsen, der repræsenterer Det Konservative Folkeparti i Økonomi- og Erhvervsudvalget, giver Jan Gade ret i, at det har været nogle gode forhandlinger.

“At vi ikke var så heldige, at der kunne være et flertal for en af de to ting, som vi gerne vil have med, er jo bare sådan demokratiets spilleregler er,” siger han.

Den ene af de ting, som det Konservative byrådsmedlem gerne ville have haft igennem, er lige præcis Folkeparken og de følgende projekter. Han mener, at man hellere skal fokusere på selve byens torv og den eksisterende park ved rådhuset.

“Det kunne være fedt at gøre, hvis vi var en kommune, der flød i mælk og honning, men det er vi bare ikke. Vi er en lille kommune, som er meget sårbar overfor, at der lige pludseligt kommer nogle ekstra udgifter,” siger byrådsmedlemmet.

Skolestrukturen skal rulles tilbage

Den anden ting, han er uenig i er skolestrukturen, som blev vedtaget ved de sidste budgetforhandlinger i 2017. Han mener, den skal rulles tilbage:

“Vi har været modstandere fra starten af, fordi man fjerner noget ledelse ude fra skolerne af, ligesom man også svækker urdemokratiet, når en skolebestyrelse bliver så sammensat af så mange forskellige,” siger Martin.

Valgår påvirker budgetterne

Udover de to punkter er byrådet dog meget enig, hvilket ikke skal tages for givet. Ifølge Roger Buch, som er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, samt førende ekspert i kommunalpolitik, ser man i år, at flere kommuner ikke får så bred en opbakning blandt partierne, når der stemmes om budgettet.

“Det er valgår næste år, så partierne skal ud og markere sig og vise, at de er forskellige fra de andre,” siger han.