Tunø sejler: Ny fartplan løser ikke øens udfordringer

Nu er det blevet besluttet, at man fremover skal kunne komme til Tunø to gange dagligt hele året rundt. Det har længe været et behov for beboerne på Tunø, men tiderne ligger ikke optimalt i forhold til øens ønske om at tiltrække nye og yngre beboere.

Fra 1. januar 2021 indsætter Tunøfærgen flere og faste afgange. (Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix)

Af Anne Søgaard Povlsen

Odder Kommune har fundet pengene til at finansiere flere faste afgange til Tunø. Men det viser sig, at tiderne ikke er fastsat med henblik på at gøre fartplanen pendlervenlig. På den måde fremmer ændringerne i fartplanen ikke tilflytningen, hvilket ellers er et af øens store ønsker. De nye færgetidspunkter, der træder i kraft den 1. januar næste år, ligger nemlig kl. 9.00 og 15.00 fra Hou, mens færgen sejler fra Tunø kl. 10.30 og 16.40. Det er ikke tider, der gør det muligt at have et 8-16-job på fastlandet.

Overfartsleder på Tunøfærgen, Bjarne Møllgaard, der er med til at få tilpasset fartplanen, siger, ”De nye tider er egentlig tiltænkt at tilgodese tunboerne i første omgang. Men hvis tingene udvikler sig, som man ønsker det fra ø-udvalget, kan man bygge videre på det.” Ø-udvalget har ellers arbejdet for, at ændringerne af færgetiderne skulle gøre øen bedre egnet til pendlerfamilier.

Pendlermuligheder er Tunøs fremtid
Tilbage i 2018 nedsatte Odder Kommune ø-udvalget, og de udarbejdede en rapport, ”Tunø i fremtiden”, der var med til at sætte fokus på de udfordringer, som Tunø står overfor. Her kom ø-udvalget selv med en række anbefalinger til, hvordan man kunne gøre fremtiden lysere for øen. Tunøs største udfordring var og er, at størstedelen af befolkningen på øen er af den ældre generation, som med tiden bliver mindre og mindre. Den udvikling vil de gerne have vendt, og i rapporten foreslår de, at bedre pendlermuligheder vil gøre det overskueligt for potentielle tilflyttere at tage springet og flytte til Tunø.

Ændringerne i fartplanen er ikke løsningen
Formanden for Tunøs beboerforening, Jørgen Hastrup, fortæller, at han længe har kæmpet for at få kommunens anerkendelse af øens problem. De sidste 20 år har han kæmpet for nye færgetider, uden at der er sket noget. Nu sker det så endelig, at færgen ændrer fartplanen, men ikke for at fremme pendlermulighederne. Ifølge ham er de nye ændringer ikke løsningen. ”Det er ikke bare færgen, der kan gøre det alene. Der skal mere til end det. Det skal være en kombination af flere ting,” siger Jørgen Hastrup.

Generel udfordring for danske øer
Tunø står ikke alene om at have problemer med færre fastboende. Stort set alle danske øer har set et fald i øboere. Derfor er der lavet en interesseorganisation, der netop har ø-udfordringerne for øje – Sammenslutning af Danske Småøer. På deres hjemmeside kan man læse, at Ø-sammenslutningen har til formål at fremme netop interessen for nye tilflyttere på de danske øer. Men de ved også godt, at færgerne er øernes livsnerve. Derfor arbejder Ø-sammenslutningen for, at sejladsen landet over tilrettelægges således, at den tilgodeser øboernes mulighed for uddannelse, pendling og erhverv.

Interesseorganisationen Sammenslutningen af Danske Småøer: Færge og transport
Ø-sammenslutningen vil arbejde for at:
– Sejladsen tilrettelægges således, at den tilgodeser øboernes mulighed for uddannelse, pendling og erhverv.
– Der etableres et fælles servicesekretariat for færgeselskaber (et færgesekretariat) under Småøernes Færgeselskaber og medvirke til i samarbejde med Småøernes Færgeselskaber at formulere rammerne for dette sekretariats område.
– Der fortsat afsættes statslige puljemidler til nybygning ad energirigtige færger
– Færgerne har hjemsted og overnatter på øerne.
Kilde: https://danske-smaaoer.dk/om -os/maalsaetningsprogram