Rekordstor venteliste på Odder Højskole

Odder Højskole har allerede nu måttet oprette en venteliste, da de oplever rekordstor interesse for deres forårshold 2021. Det er en tendens, der ses hos mange af de danske højskoler som følge af corona-krisen.

Odder Højskole har allerede over hundrede på venteliste til forårsholdet 2021.
Foto: Emil Toudal Berg Rasmussen

Af: Louise Kirchbichler Jeppesen

På Odder Højskole nåede de knapt nok at bekymre sig om corona-krisens mulige konsekvenser for højskolen, før de svømmede i tilmeldinger.

”Vi har aldrig haft en venteliste så stor og så hurtigt, som vi har nu,” siger Heino Holst Hansen, funktionel leder på Odder Højskole.

Ud over de 105-110 elever, der er plads til på skolen, er der over hundrede på venteliste i øjeblikket. Pladserne er blevet revet væk i en fart, som man ikke er vant til på højskolen. Elevtallet har derfor heller ikke været en bekymring for Heino Holst Hansen. Derimod har han været bekymret for nedlukning, og om de skulle få at vide, at de ikke måtte holde åbent på grund af corona-virusset.

På trods af den store efterspørgsel afviser Heino Holst Hansen, at de på Odder Højskole vil lave tiltag for at gøre plads til flere elever.

”Selvom det er hårdt for os, må vi sige, at der ikke er plads. Man skal ikke proppe dem (højskolerne), det er vigtigt. Derfor gør vi ikke noget for at få mere plads. Det skal stadig kunne have fællesskabet i sig,” siger Heino Holst Hansen.  

Generelt billede i Danmark

Der tegner sig et billede af, at det er den generelle tendens i hele landet, at Højskolerne er rigtig populære i øjeblikket. Selvom det først er i efteråret, at tallene på tilmeldinger bliver indsamlet, er det, hvad de i Højskoleforeningen hører fra højskolerne. Det siger Andreas Harbsmeier, Udviklingschef hos Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark. Odder Højskole er derfor et eksempel på en landsdækkende tendens, der dog varierer meget fra skole til skole.

”Det går godt i den forstand, at der er virkelig mange elever. Der er ekstremt stor søgning her i efteråret sikkert af forskellige grunde,” siger Andreas Harbsmeier.

Han mener, at der kan være flere faktorer i spil. For det første ligger det i forlængelse af en udvikling, som højskolen har været igennem de sidste 10-12 år, hvor elevtallet er steget løbende. Men ud over, at det kan være led i en udvikling, kan det også skyldes, at den primære målgruppe for højskolerne ikke har de samme muligheder for at rejse på grund af corona, hvilket ellers kan være en konkurrent til valget om at tage på højskole. Til sidst kan det måske også skyldes, at nogle af de højskoleelever, der fik afbrudt deres højskoleophold i efteråret på grund af corona nu har mulighed for at få et uafbrudt forløb.

Der kan også være en mere historisk forklaring på den store interesse for højskoler.

”Typisk sker det under kriser, som for eksempel finanskrisen, at folk uddanner sig – og det er inden for hele dannelsessektoren. De unge betragter ikke højskolen som en pause, men som en del af et forløb. Så når der er mange, der søger ind på en uddannelse, så har højskolerne også stor søgning,” siger Andreas Harbsmeier.